Tilskud til forskning i nye miljøteknologier
Virksomheder kan opnå støtte til forskning inden for bæredygtig forvaltning af miljøet og dets ressourcer. Forskningen skal bidrage til at udvikle nye miljøteknologier, værktøjer og ydelser og understøtte internationale initiativer mod klimaændringer. Målgruppen er primært forskningsintensive virksomheder, universiteter, hospitaler og forskningsinstitutioner.
Hvad er tilbuddets totale størrelse?
45 mia. kr.
Hvor længe løber tilbuddet?
Tilbuddet løber indtil 2013.
Ansøgningsfrist
Der er i øjeblikket ikke åbent for ansøgning.
Tilbuddets navn
Miljøtemaet – Environment – i FP7.
Hvilken type tilbud er det?
Tilskud.
Hvad kan virksomheden opnå?
Ansøgere kan opnå tilskud til at gennemføre forsknings-, udviklings- eller demonstrationsprojekter inden for miljø- og klimaområdet. For eksempel nye miljøteknologier, systemer til jord- og havobservation eller bæredygtig styring af naturlige og menneskeskabte ressourcer og biodiversitet.
Tilskudsberettigede udgifter omfatter blandt andet:
- Løn
- udgifter til relevant udstyr
- materialer
- rejseomkostninger m.v.
Virksomheden skal selv bidrage med en vis egenfinansiering. Typisk er den mellem 25 % og 50 %. Graden af egenfinansiering afhænger af projektets og aktivitetens type. Virksomheder får for eksempel dækket 75 % af udgifterne til forskning eller teknologisk udvikling. Dækningen af udgifterne til demonstration er 50 %.
Hvilke kriterier er der?
Alle juridiske enheder kan søge, eksempelvis:
- Virksomheder
- universiteter
- offentlige eller selvejende institutioner.
Som hovedregel skal et projektkonsortium bestå af minimum tre juridiske enheder fra tre forskellige EU-medlemslande eller associerede lande.
Ansøgningerne bliver bedømt på deres europæiske dimension. Det vil sige, om projektet kan løse et europæisk problem. Herudover er der tre kriterier for, hvordan projektet bliver udvalgt. Hvert kriterium bliver vurderet på en skala fra et til fem. De tre kriterier er:
- Hvordan er projektets videnskabelige og tekniske kvalitet? Her tæller for eksempel projektets videnskabelige målsætninger og dets innovative elementer.
- Hvordan foregår styringen af projektet, og hvordan er konsortiet sammensat? Her tæller for eksempel hvordan ledelsen af projektet er struktureret, hvilke procedurer, den anvender, og kvaliteten af det samlede konsortium.
- Hvad er projektets effekt? Her tæller for eksempel strategien for at udbrede og udnytte projektets resultater.
Desuden skal ansøgerne være opmærksomme på eventuelle etiske og kønsmæssige aspekter.
Hvad skal virksomheden gøre?
Virksomheden skal indsende en ansøgning elektronisk via Europa-Kommissionens Participant Portal.
Ansøgningsprocessen finder sted i enten et eller to trin.
- Hvis der kun er et trin, indsender ansøger blot en samlet ansøgning.
- Er der tale om en ansøgningsproces i to trin, indsender virksomheden først en kort ansøgning. Europa-Kommissionen inviterer herefter de bedste trin 1-ansøgninger til at indsende den endelig ansøgning til fristen for trin 2-ansøgninger.
På Forsknings- og Innovationsstyrelsens hjemmeside finder du en online vejledning med værktøjer. Her kan du blive guidet gennem alle faser i FP7-arbejdet fra den gode idé til gennemførelse af projektet. Hent inspiration fra rigtige ansøgninger i form af PERT-diagrammer og organisationsdiagrammer, download tjeklister og se hvad der trækker op og ned i en ansøgning. Desuden kan du få svar på de spørgsmål, EuroCenter ofte bliver stillet.
Kontakt
Styrelsen for Forskning og Innovation
EuroCenter
Bredgade 40
1260 København K
Telefon: 35 44 62 40 - mandag-fredag kl. 8.30-16.00
E-mail: eurocenter@fi.dk
Læs mere på Styrelsen for Forsknings- og Innovations hjemmeside.
Hvornår kan virksomheden forvente svar?
Der går typisk tre til fire måneder fra ansøgningsfristens udløb, til virksomheden får svar. Europa-Kommissionen inviterer de ansøgninger, der opnår flest point på 15-pointsskalen, til kontraktforhandling.